|

|
U2gudstjeneste 2013: "Påske - afmagt og håb"
22. marts 2013 sker det igen! U2 gudstjenesten er tilbage i Herning Kirke.
Det bliver en gudstjeneste, hvor sognepræst Jens Moesgård Nielsen sammen
med det professionelle U2-kopiband Die Herren holder en gudstjeneste fyldt med
den irske rockgruppe U2s stærke og bevægende musik og tekster. U2, der
gennem mere end 30 år har været et af verdens største – og vigtigste – rockbands.
Medvirken af nye og "gamle"
Gudstjenesten ligger fredag op til Påskeugen og temaet er netop påsken
med dens vibrerende spændvidde mellem afmagt og håb - fortvivlelse og glæde
– død og opstandelse. Denne gang vil det Herningbaserede gospelkor Gospel
d'light medvirke ved nogle af sangene. Og Jens Meyer er lystroldmand.
Det er fjerde gang at dette samarbejde skal løbe af stabelen. Herning Kirke var
både i 2005 og 2007 propfyldt af mennesker til U2-Gudstjeneste. I alt 2500
mennesker deltog i disse. I 2010 afholdt vi to gudstjenester i Viborg Domkirke,
hvor mere end 1500 var med.
Efterspørgsel på U2gudstjenesten
Mange har spurgt til det – og nu er U2gudstjenesten omsider tilbage i Herning.
Det bliver en helt ny og anderledes U2gudstjeneste. Håbet er, at det bliver en intens og uforglemmelig aften, der vækker eftertanke og inspirerer dem.
Læs mere om U2gudstjenesten på www.u2gudstjeneste.dk. og på www.
facebook.com/u2gudstjeneste. Her kan man også se billeder fra andre U2gudstejenster og følge med i nyt om U2gudstjenesten – bl.a. når informationer om udlevering af adgangskort er på plads.
Igen en gratis oplevelse
Det er helt afgørende at det er en gudstjeneste ikke en koncert – og derfor er der
naturligvis gratis adgang. Gudstjenesten er derfor muliggjort af mange forskellige
sponsorer. Læs om kopibandet Die Herren på www.dieherren.com
Læs om Gospel d'light på www.gospeldlight.dk
Herning Kirke har to gange dannet rammen om en U2 gudstjeneste i 2005 og i 2007. Læs nedenfor om, hvorfor man kan holde U2 gudstjenester. Se projektbeskrivelsen af U2 gudstjenesten 2007.
Hvorfor U2 – gudstjeneste?
af sognepræst Jens Moesgård Nielsen
U2 er et af verdens største og mest indflydelsesrige rockbands. Ud over at fylde stadions verden over og sælge CD i tocifrede million-antal, er det et band, der er kendt for at skrive sange, der er fyldt med referencer til bibelen, livet, Gud, kærlighed, had, tvivl, smerte, glæde osv.. Hele sangkataloget kan ses som en stadig Jakobskamp, hvor U2 som ganske unge var meget idealistiske og sang: I will follow, Gloria og Rejoyce. Senere fyldte den sociale og politiske indignation meget og gør det stadig, og altid i konstant inspiration af kristendommen og i bøn og klage til Gud og opsang til sig selv og verden. I en periode i 90 erne gav U2 stemme til satiren over den medieskabte virkelighed og satte ord på tvivlen, der gnavede og illusionerne, der brast. (Zooropa, Achtung Baby). I det nye årtusind møder man en livserfaren Bono (forsanger), der både rummer kritikken, klagen, bønnen, syndserkendelsen og lovsangen. Man holder ikke U2 gudstjenester for at lefle for de unge!
Men fordi U2 er en af vor tids allerstørste inspirationskilder til en formulering af kristendommen i et sprog og en tonesprog, der taler til moderne mennesker og yngre (men også lidt ældre) generationer. Hør og læs mere: Bono i samtale (Scandinavia 2006) giver en indsigt i Bonos tankeverden. Al anbefaling værd! U2 om U2 (Ekstra Bladets Forlag 2006) Se U2s diskografi på www.U2.com
Projektbeskrivelse af U2-gudstjenesterne i oktober 2007:
af Jens Moesgård Nielsen
Formål:
At sætte fokus på kristendommens budskab, om hvad Guds kærlighed har gjort for os mennesker.
Udgangspunkt:
En gudstjeneste med udgangspunkt i U2´s tekster og musik sammen med Die Herren.
Vision:
Lave kirke på en anderledes og nutidig måde. At nå bredt ud til så mange forskellige mennesker som muligt. En gudstjeneste, der skulle være en milepæl indholdsmæssigt, musikalsk, teknisk. En totaloplevelse i lys og lyd.
Delmål:
Lave et provstiprojekt for konfirmander.
Lave et skole-kirke samarbejde.
Lave optaktarrangement i samarbejde med Fermaten. (Koncertfilmforevisning)
Lave en hjemmeside, der 'sparker røv' (www.u2gudstjeneste.dk).
Opnå en bred økonomisk støtte fra kirkeliv og erhvervsliv.
Arbejdsmetode:
En 'taskforce'-gruppe med seks frivillige og to ansatte fra Herning Kirke. En projektleder og en præst med hovedansvar for indholdet. En opdeling i diverse ansvarsområder: kasserer, sponsorer, teknik, frivillige, kontakt til band, pressekontakt mv. Jævnlige møder, kontakt via internettet (groupcare).
|