|
|
Lidt om kirkens historie Herning Kirke blev bygget i slutningen af 1880'erne og er tegnet af arkitekt C.A. Wiinholt fra Viborg. Alterpartiet For at få kirken passet ind i bybilledet, måtte man dreje den anderledes end sædvanligt, så tårnet kom mod syd og kor og apsis mod nord. Wiinholt lod kirken male og udsmykke næsten overalt, men eftertiden fandt ikke denne udsmykning særlig heldig og lod det kalke over. Alteret med tilhørende altertavle var et ret usædvanligt keramikalter, modelleret og dekoreret af Th. Bindesbøll og udført hos den verdensberømte keramiker Herman A. Kähler i Næstved. Det var i øvrigt samme Kähler, der stod for flisedekorationerne til Københavns Rådhus. Dette alter står nu i kirkens Sakristi, som man byggede til i 1903. Det kunne ellers synes unødvendigt med en tilbygning, for selvom man kaldte det et sakristi, blev det indrettet som en kirke i kirken - et kapel. Men sagen var, at selvom kirken fra begyndelsen var temmelig stor, med plads til ca. 700 kirkegængere (man sad meget tæt dengang), viste det sig hurtigt, at den ikke kunne rumme tilstrømningen til gudstjenesterne. Så allerede efter 15 år var man nødt til at udvide.
Under bygningen af Herning Kirke kom det kirkens arkitekt Wiinholt for øre, at der på den store Industri-, Landsbrugs- og Kunstudstilling, som afholdtes i 1888 i København var udstillet et orgel, der var fremstillet specielt til lejligheden. Orglet var bygget af det dengang eneste danske orgelfirma, A.H. Busch og Sønner og var et to-manuals instrument med pedal og 12 stemmer. Orglet blev indkøbt og gjorde god tjeneste i mange år, selvom det vel var lige småt nok til at hamle op med den store menigheds salmesang. I slutningen af 40'erne blev det flyttet ud på Vestre Kapel, hvor det i øvrigt stadig fungerer tilfredsstillende. Det nye orgel blev bygget af Marcussen og Søn og har 33 stemmer, fordelt på tre manualer og et pedalklaviatur. |